CEREMONI FOR AT ANERKENDE OG NAVNGIVE ET BARN
Alle I, der er kommet til stede her,
træd nærmere.
Formålet med, at vi er samlet, er,
at anerkende og navngive
dette barn.
Født i dette univers
ved to menneskers
(faders navn)s og
(moders navn)s handling.
Født til en arv,
som, overgivet på
den rigtige måde,
vil give (ham/hende) viden
og retten
til at gøre, som (han/hun) selv vil.
Ophøjet,
ukrænkeligt, er dét, (han/hun) beslutter,
når (han/hun) kommer til skelsår og alder.
Inden for vores art,
den art der kaldes mennesket,
hersker den skik, at mens et barn
endnu ikke fuldt ud kender
skik og brug
i den gruppe og det sted,
hvortil det nu er kommet,
så træder et andet og mere
voksent menneske til
med erfaringer i alle veje og stier,
faldgruber
og fælder,
som dette liv kan rumme,
og påtager sig ansvaret
for at stå barnet bi
under
dets opvækst.
Almindeligvis
forventes det ikke at blive
nogen byrdefuld opgave.
Der er dog ét moment,
som det hér vil være klogt
at dvæle ved.
Og det er ganske enkelt:
Skulle det hænde,
at begge forældre forlader
den livets vej, de nu
forventer at følge (fordi kroppen er
en skrøbelig ting, og i
spillets mange facetter,
kan et træk blive skæbnesvangert).
Skulle det ske, da
er det nogle af de tilstedeværendes
pligt at træde ind og være
i disse
to forældres sted;
og skønt de
ikke er knyttet til barnet
med blodets bånd,
påtager de sig
med de løfter, de giver her,
at de vil sørge for en grundig
og omhyggelig opdragelse af barnet,
indtil det fuldt ud har opnået det fulde kendskab
til sin ret.
Er der nogen her,
som har afgivet et sådant løfte?
Godt.
I hørte mig oplyse
for barnet, dets forældre
og alle de andre tilstedeværende,
hvilken pligt I,
(faddernes navne)
har påtaget jer.
Jeg beder jer nu
om at svare mig lige ud:
Lover du (mandlig fadders navn)
og du (kvindelig fadders navn)
at give dette endnu unavngivne barn
al rimelig støtte og hjælp,
så det får al den vejledning,
der skal til,
så det opnår det fulde udbytte
af sin åndelige arv?
Gør I?
Godt.
Og I forældre,
(fars navn)
og (mors navn),
er I enige om
at de to kan træde i jeres sted?
Er I?
Godt.
Så er det sådan.
Det er nu en aftale.
Og nu skal barnet
have sit navn.
Er I fire,
som er dem,
det mest angår,
I, gennem blodets bånd,
og I, gennem jeres løfte,
blevet enige om et navn?
Så fortæl mig det.
Må jeg holde barnet?
Goddag med dig og
velkommen til.
Det navn, du her har fået,
er dit, og du kan bruge det
eller finde et andet
efter dit eget valg.
Det er vores gave til dig.
Til alle jer, der er her i dag, vil jeg sige,
at der er blevet
talt på vegne af dette barn,
og der er givet løfter,
både af forældrene
og af disse to,
som ved deres villighed
nu har samtykket i
at tage ansvar
for at sikre, at lille
(barnets fulde navn)
får alt det, som vi,
der er af samme art og natur
og med samme baggrund
som (han/hun) selv, kan yde.
Det er (hans/hendes) ret.
Og I, som vidner,
skal også vide,
hvad det er,
vi yder (ham/hende).
Kort fortalt er det:
At (han/hun) får alle
muligheder for at forstå
de regler, efter hvilke vi spiller
det spil, vi kalder livet
og yderligere,
at alle vi, der er samlet her,
gør vort til,
at (han/hun) får
den vejledning og den viden,
som vi allerede selv
har samlet på vor vej –
og altid får den på en måde,
så (han/hun) kan forstå den.
Men samtidig må vi aldrig glemme,
at lille (barnets fornavn)s
liv er (hans/hendes) eget,
og at det i sidste ende
er (ham/hende) selv,
der vælger den vej, (han/hun) vil gå,
det spil, (han/hun) vil spille.
Og skulle (han/hun)
engang beslutte
at afvise det spil,
der for os synes at være
det eneste
af værdi,
så har (han/hun) også ret til det.
Vor opgave er at undervise
og sikre,
at (han/hun) til sin tid
opnår den frihed
selv at kunne dømme
godt og rigtigt
om sin egen fremtid.
Vi hjælper, vi underviser,
og vi benytter vor viden
til at give vor medskabning
evnen til at forstå –
OG INTET ANDET.
Lad ingen sige:
”Du skal gøre dette og hint,
for det har vi bestemt.
Så er det sådan.
Ved at være vidne til denne navngivning
tilkendegiver I hver især, at I
byder dette menneske
(barnets navn),
som (han/hun) nu hedder,
velkommen i vor kreds
med anerkendelse.
Som det sidste vil jeg bede jer alle her
om at hilse på
(barnets fornavn) for at sige velkommen.
Godt.
Mor, tag dit barn.
Nu er det blevet anerkendt
og budt velkommen her.
Og når vi nu går hver til sit,
så lad os huske på,
når vi ser
(barnets navn) igen,
at vi har budt (ham/hende) velkommen
i dag.
Tak skal I have.
L. Ron Hubbard